Hvad er det nu det handler om?

Nogle gange hører man, at et land har formandskabet for EU, men i virkeligheden er det kun formand for Ministerrådet. Formandskabet for Ministerrådet roterer, hvilket betyder, at de forskellige EU-lande skiftes til at være formand i et halvt år. På den måde deles ansvaret for formandskabet blandt medlemslandene, så alle får mulighed for at sætte dagsordenen i Ministerrådet. Der er dog en undtagelse, nemlig Rådet for Udenrigsanliggender, hvor EU’s udenrigsrepræsentant er den faste formand.

Formandskaberne fungerer som et trioformandskab, hvilket indebærer, at tre lande arbejder sammen om et fælles program med fokusområder for de 18 måneder, de sammen har formandskabet. Formålet med trioformandskaberne er at sikre kontinuitet i Ministerrådets prioriteter. 

Samtidig sammensættes trioerne, så der tages hensyn til landenes størrelse og geografiske placering, for at undgå at små lande får for stor en byrde i forhold til de administrative opgaver forbundet med formandskabet.

Hvordan formandskabet fungerer Formandskabet varetages hovedsageligt af den nationale regering, hvilket betyder, at ministrene i det land, der har formandskabet, leder møderne i Ministerrådet. Et eksempel på dette er, at Ida Auken som miljøminister ledte møderne i Miljørådet under det danske formandskab i 2012.

Derudover arrangerer formandslandet ofte et antal uformelle rådsmøder i sit eget land. Her træffes der ikke lovgivningsbeslutninger, men ministrene eller regeringscheferne diskuterer mere overordnede emner. På disse møder kan ministrene tale frit og fortroligt, da der ikke er officielle dagsordener eller referater.

Formålet med EU er at sikre økonomisk velstand, stabilitet og sikkerhed i Europa. Ifølge EU-traktaten skal unionen fremme fred, EU’s værdier og befolkningernes velfærd. EU arbejder for økonomisk vækst, prisstabilitet og en konkurrencedygtig social markedsøkonomi gennem fri bevægelighed og et fælles indre marked.

Desuden sigter EU mod at bekæmpe forskelsbehandling, fremme social retfærdighed og styrke samhørighed og solidaritet mellem medlemsstaterne. EU respekterer kulturel og sproglig mangfoldighed og beskytter Europas kulturarv.

Internationalt ønsker EU at styrke forbindelser, forsvare sine værdier og beskytte sine borgere.

Europa-Kommissionen er kernen i EU-samarbejdet og har næsten eksklusiv ret til at fremsætte lovforslag. Ministerrådet og Europa-Parlamentet kan ikke vedtage EU-love uden et forslag fra Kommissionen, men de kan opfordre den til at fremsætte lovgivning. De fleste forslag har til formål at opdatere eksisterende love eller opfylde internationale forpligtelser. Kommissionen overvåger også, at medlemsstaterne overholder EU-reglerne, og kan anlægge traktatbrudssager ved EU-Domstolen. 

Den administrerer EU’s budget og sikrer korrekt anvendelse af midler. Kommissionen repræsenterer EU internationalt og forhandler aftaler med tredjelande. Den består af én kommissær fra hvert medlemsland, som skal handle uafhængigt af nationale interesser. Udnævnelsen af kommissærer er dog ofte præget af nationale og politiske hensyn, da de typisk vælges fra regeringspartierne i deres hjemlande. Beslutninger træffes kollektivt, hvilket sikrer en bred forankring i EU’s institutioner.

Europa-Parlamentet består af 720 folkevalgte politikere fra EU’s 27 medlemslande. Sammen med Ministerrådet har det den lovgivende magt i EU og behandler, ændrer og vedtager lovgivning. Parlamentet godkender også EU’s budget og kontrollerer Europa-Kommissionens arbejde.

Parlamentet kan stille mistillidsvotum til Kommissionen og i yderste konsekvens tvinge den til at gå af. Det godkender også den nye Kommissionsformand og den samlede Kommission hvert femte år.

Medlemmerne organiserer sig i politiske grupper på tværs af landegrænser. Der er i øjeblikket otte grupper, der dannes efter politisk tilhørsforhold. Gruppeloyaliteten er dog ofte svagere end i national politik, da nationale interesser også spiller en rolle.

Pladserne i Parlamentet fordeles efter degressiv proportionalitet, hvilket sikrer mindre lande en vis overrepræsentation. Danmark har 15 medlemmer i den nuværende periode (2024-2029).

Ministerrådet, også kaldet Rådet, er den EU-institution, hvor ministre fra alle medlemslande mødes for at forhandle og vedtage lovgivning. Sammen med Europa-Parlamentet udgør det EU’s lovgivende magt og godkender også EU’s årlige budget. Ministrene mødes i 10 forskellige sammensætninger afhængigt af fagområde, fx miljø- eller finansministre.

Når Europa-Kommissionen fremsætter et lovforslag, behandles det først i arbejdsgrupper med embedsmænd fra medlemslandene, derefter i Coreper, hvor EU-ambassadørerne forhandler detaljerne, før ministrene i Ministerrådet fastlægger Rådets endelige holdning. Først derefter kan forhandlingerne med Europa-Parlamentet begynde.

Ud over lovgivning koordinerer Ministerrådet medlemslandenes økonomiske politik, træffer beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik og godkender internationale aftaler forhandlet af Europa-Kommissionen.

Selvom Rådet ofte søger konsensus, kan der stemmes, og et blokerende mindretal – mindst 4 lande, der repræsenterer 35 % af EU’s befolkning – kan forhindre vedtagelse af et forslag. Medlemslandene arbejder strategisk for at opnå kompromiser og undgå at blive stemt ned, da det kan mindske deres indflydelse.

EU-Domstolen er en af de vigtigste institutioner i EU. Den sikrer, at EU-retten fortolkes og anvendes ensartet i alle medlemslande. Domstolen består af én dommer fra hver af de 27 medlemsstater, der skal handle uafhængigt af nationale interesser.

Domstolen behandler sager om traktatbrud, tvister mellem EU-institutioner og medlemslande samt præjudicielle afgørelser, hvor nationale domstole beder om fortolkning af EU-retten. Den har spillet en afgørende rolle i at definere EU’s retssystem gennem kontroversielle domme.

Den har bl.a. fastslået, at EU-retten har forrang for national ret, og at borgere og virksomheder kan påberåbe sig EU-retten direkte, også hvis den ikke er gennemført i national lov. Domstolen har desuden afgjort, at EU-borgere, der flytter til et andet medlemsland, kan familiesammenføres med ægtefæller fra tredjelande uden forudgående ophold i et EU-land.

EU-Domstolens domme har ofte politiske konsekvenser og kan skabe debat, men de sikrer ensartet anvendelse af EU-lovgivning i hele Unionen.

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne fra alle 27 EU-lande samt en formand. Det fastlægger EU’s overordnede politiske retning og prioriteringer, men vedtager ikke EU-lovgivning.

Rådet mødes mindst fire gange årligt i Bruxelles, hvor det identificerer centrale udfordringer og fastlægger strategiske mål. Det vedtager rådskonklusioner, som danner grundlag for det videre arbejde i EU’s institutioner.

Det Europæiske Råd kan også vedtage bindende beslutninger om institutionelle forhold og spille en mæglerrolle i vanskelige forhandlinger, hvor Ministerrådet ikke kan nå til enighed.

Den nuværende formand, António Costa, koordinerer møderne og arbejder for kompromiser mellem medlemslandene. Formanden vælges for 2,5 år ad gangen.

Rådets beslutninger har stor politisk vægt, især i spørgsmål om udenrigspolitik, økonomiske kriser og sikkerhed.