KLIMAHANDLING OG KLIMARETFÆRDIGHED – NU
Kloden brænder og der er brug for handling – nu. Enhedslisten vil arbejde for en mere ambitiøs og social retfærdig klimapolitik i Europa. EU skal leve op til den internationale klimaftale og regningen for den grønne omstilling skal sendes til de største forurenere og dem som har mest: Den rigeste 1%, de store fossile selskaber, industrilandbruget og klimaskadelige investorer.
TRYGGE GRØNNE ARBEJDSPLADSER FOR FREMTIDEN
Den grønne omstilling rummer kæmpe muligheder for at skabe tusindvis af nye, gode, overenskomstdækkede jobs i Danmark og EU. Enhedslisten ønsker en aktiv grøn industripolitik, hvor vi beskytter vores grønne industrier imod unfair konkurrence og gennem statslige investeringer og medejerskab skubber den grønne omstilling fremad.
BESKYT VORES NATUR, MILJØ OG HAV
Vi står med en akut europæisk natur- og biodiversitetskrise. Havbunden gisper efter luft i bogstavelig forstand og der bliver fundet sprøjtegifte og farlig kemi i vores drikkevand og nærmiljø. Vi har brug for en akutpakke til miljøet i EU, før det er for sent
ET TRYGT ARBEJDSMARKED UDEN SOCIAL DUMPING
Enhedslisten ønsker at skabe et trygt arbejdsmarked i EU med ordentlige lønvilkår og med minimumsregler for arbejdsmiljø. Vi ønsker samtidig at værne om vores stærke nordiske arbejdsmarkedsmodel. Det, som EU kalder frihed og fri bevægelighed, er i vid udstrækning blevet en frihed for arbejdsgivere til at sige nej til overenskomster og shoppe EU tyndt efter den billigste arbejdskraft. Det er et stort problem. Der skal sættes en stopper for social dumping.
DEMOKRATI OG ÅBENHED
For mange mennesker er EU elitært, lukket og langt væk. Enhedslisten ønsker i stedet et nært demokrati, hvor man som borger aktivt kan få indflydelse på beslutninger, der påvirker ens hverdag. Det kræver mere magt og indflydelse til befolkningen og mindre magt til EU-bureaukrater og lobbyister fra store virksomheder
ET STÆRKT VÆRDIFÆLLESSKAB
Ruslands brutale invasion af Ukraine har forårsaget store lidelser og påvirket situationen i Europa. EU er samtidig truet af autoritære kræfter, der vokser frem i lande indenfor unionen. Enhedslisten støtter Ukraines ret til at forsvare sig selv og ønsker at stramme sanktionerne mod Rusland. Der er samtidig brug for initiativer til at værne om demokrati, menneskerettigheder og retsstat i EU.
EN VERDEN UDEN FOR EU
EU har ikke kun betydning for de lande og befolkninger, som er en del af EU. Også langt ud over EU’s grænser påvirkes mennesker af Unionens politikker. Det gælder, når EU påtvinger udviklingslandene handelsaftaler, som primært gavner EU’s multinationale selskaber. Når EU dumper subsidierede landbrugsprodukter på tredjelandes markeder med lokal fattigdom til følge. Eller når der bygges mure rundt om EU for at holde flygtninge ude. Verden har brug for et mere solidarisk EU.